Nemme stanalder-snacks

I går bagte jeg disse super lækre ”stenaldersnacks” – de er super nemme, og gode at have når den lille sult sniger sig på. De er super nemme, da de er baseret på Svansøs Stenalderbrødblanding, som kan købes i de fleste supermarkeder.

Bag først et stenalderbrød efter anvisningerne på posen til Svansøs Stenalderbrødblanding. Når brødet er helt kølet af skæres det i så tynde skiver som muligt (2-3mm) og skiverne halveres herefter til trekanter og lægges på en bageplade. Drys herefter skiverne med grøft salt og bag dem i ovnen yderligere 10-15 min ved 160 grader til de er sprøde men uden de brænder på. Når dine stenaldersnacks er kølet af kan du fordele dem i små lufttætte beholdere og du har nu snacks til rigtig lang tid – med mindre du, som jeg, ikke kan holde fingere fra dem 🙂

Sådan slipper du af med din sukker-afhængighed

Som så mange andre, der kæmper med overvægt, så har jeg haft et seriøst afhængighedsforhold til sukker. Derfor besluttede jeg, at jeg ikke bare ville kvitte sukker, men også sødestoffer – men hvorfor nu det, når der er så mange ”slankende” light-produkter?

For det første, så satte jeg mig for at læse lidt om hvordan sukker påvirker kroppen. Sukker er virkelig en synder når det kommer til den generelle sundhed. Sukker kan være årsag til både hjerteproblemer, sukkersyge, overvægt, dårligt imunsystem, tandskader – og sidst men ikke mindst en afhængighed, der på nogle punkter kan sidestilles med narkotikaafhængighed(!)…

Kroppen ELSKER sukker – eller den tror at den elsker sukker… Når man giver kroppen sukker, så skriger den kort tid efter på mere sukker, og de syntetiske sødemidler har desværre lidt af den samme effekt, da kroppen stadig tror, at det er sukker den får.

Efter at have været sukkerfri i snart 14 dage kan jeg allerede mærke at min lyst og trang til sukker er langt, langt lavere, hvilket er SKØNT!

Det kan dog blive utroligt trist, at leve et liv helt uden søde sager, så jeg praktiserer, at anvende gode, alternative kilder til sødestof i meget begrænsede mængder, for at holde kroppens cravings efter sukker nede.

Nogle gode kilder til sødestof kan være, det naturlige sødemiddel stevia, en god honning eller endda blot modne bananer. Brug sødestofferne i begrænsede mængder i f.eks. bagværk, deserter eller snacks – så kan du stadig holde sukkerafhængigheden i skak 🙂