Friskpresset Appelsin/ Rødbede/ Gulerodsjuice

Jeg har netop købt mig en slowjuicer – en Wilfa Juicemaster for at være helt præcis – og jeg er HELT vild med den! Her er min favoritopskrift indtil videre.

Ingredienser

En mellemstor rødbede
En økologisk appelsin – med skræl
2-3 store gulerødder

Fremgangsmåde

Vask og rens alle grøntsagerne og skær dem i passende stykker, så de kan gå i din juicer. Husk at appelsinen skal være økologisk og skal ned i slow-juiceren med skræl og det hele. Put alle ingredienserne i juiceren lidt ad gangen så det bliver blandet allerede inde i juiceren – det giver en mere homogen juice. Nyd juicen med det samme – og helst iskold!

Entrecote med bønner i persillepesto rødbedefritter og stegte gulerødder

Ingredienser

1 oksebøf af god kvalitet (husk på at oksekød har relativt stort kalorieindhold)
1 håndfuld bønner
2-3 gulerødder
1 mellemstor rødbede
1-2 fed hvidløg
1 håndfuld persille
1 salatblad
saften af en halv citron
en sjat god olie

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 180 grader og skær rødbeden i stave og pensl let med olie og krydr med groft salt. Bag rødbedefritterne i ovnen i 15-20 min til de er sprøde i overfladen uden af de brænder på. Hak hvidløg, persille og salat i minihakkeren sammen med en sjat olie og citronsaften til en pesto til bønnerne, som koges i ca 4 minutter før de vendes i persillepestoen. Gulerødderne koges et par minutter imens kødet steges på panden eller grillen. Lad gulerødderne stege med sammen med bøffen de sidste par minutter og krydr dem med groft salt.

Lækker opskrift på anderledes burger med hjemmelavede pommes frites

Denne burger er min ultimative favoritburger – den er lidt anderledes i smagen end den traditionelle amerikanske burger, som jeg nu også er ganske vild med.

Ingredienser

200g oksekød med lav fedtprocent
1-2 fed hvidløg
2 spsk. Worcestershire sauce
En håndfuld persille
2 tsk. estragon
En smile Bearnaiseessens
½ Løg
1 Peberfrugt
En håndfuld Pluksalat
Et par skiver Squash
En gulerod
En klat mayonnaise
En god burgerbolle
1 mellemstor kartoffel

Fremgangsmåde

Skær kartoflen i stave og pensel let med en god olie og bag stavene i ovnen i ca. 20 min til de er gennembagte og sprøde. Rør det hakkede oksekød med hvidløg, 1 spsk. Worcestershire sauce, 1 tsk. estragon, hakket persille samt salt og peber og form det til en bøf, der er lidt større end din burgerbolle. Steg bøffen på grillen eller på en grillpande ved høj varme til den er gennemstegt. Lav en dressing af mayonnaise, Worcestershire sauce, estragon, bearnaiseessens og salt og peber. Skær resten af grøntsagerne i skiver og byg din burger lag for lag efter eget ønske – og husk så en ISKOLD sukkerfri cola til! :-)

Rødspætteruller med kalorielet persillesovs

Ingredienser

300g rødspættefilet
1 dl mælk
1 tsk. mel
En god håndfuld persille
Kartofler og grønt efter behag

Fremgangsmåde

Rul rødspætterne, krydr med salt og peber og steg dem enten 10 minutter i ovn eller på grill. Imens koges kartoflerne og de ønskede grøntsager gøres klar – vi endte med gulerødder fra haven og agurker fra drivhuset. Ryst mælk sammen med mel og kog op under omrøring. Når sovsen har den rette konsistens slukkes der for varmen og der smages der til med salt og peber. Rør til sidst det hakkede persille i sovsen – velbekomme!

Torsk i baconsvøb med grønt

Fisk og svin sammen kan måske lyde lidt underligt, men det er en super kombination – især på grill!

Ingredienser

2 tykke toskefileter
6 skiver god bacon uden for megen fedtkat
Grønt efter behag, f.eks:
4 gulerødder
2 håndfulde sukkerærter
1 peberfrugt

Fremgangsmåde

Varm grillen eller en grillpande op imens du svøber torsken i bacon. Steg fiskepakken i 3-4 minutter på hver side til baconen er sprød og fisken gennemstegt. Imens fisken steger kan du dampe sukkerærterne, og skære gulerødder og peberfrugter i tynde strimler. Værsgo’ og spis!

Nem og hurtig madpakke: Pølsehorn

I weekenden bagte jeg en stor portion pølsehorn som er super lækre og nemme at have med når man ikke lige har noget til madpakken om morgenen. Lav en ordentlig portion og frys resten ned, så er der madpakkebackup! 🙂

Ingredienser

120 gram brunchpølser
Gær (en ganske lille klump. Hvad der svarer til det du kan have imellem to fingre)
1spsk lunken vand
45g mel
30g let mayo
20g græsk yogurt
salt

Fremgangsmåde

Opløs gæren i vandet og bland resten af ingredienserne i dejen. Rul dejen ud og skær trekanter af dejen, som derefter rulles om pølserne. Pensl evt med lidt mælk. Pølsehornene bages i ovnen ved 200 grader til de er sprøde og gyldne (20-25 minutter)

Pølsehornene skal naturligvis spises med masser af grønt :-)

Velbekomme!

Nem opskrift: sunde saltmandler

Jeg har i dag eksperimenteret med at lave saltmandler – jeg endte med at lave 800g saltmandler i 3 batches, hvor batch C var HELT i plet 🙂

Ingredienser

300g mandler
100ml vand
1 spsk. god salt

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 140 grader og hæld vand og salt på en stor pande og bring det i kog. Læg nu mandlerne på panden og lad det hele koge til vandet er helt fordampet og bunden af panden er tør og hvid. Vend rundt i mandlerne hele tiden. Læg nu mandlerne på en bradepande på bagepapir og tør dem i ovnen i 15 minutter - hold øje med dem så de ikke tager farve. Tag nu mandlerne ud og lad dem køle af. Når de er helt kolde skal de opbevares i tætsluttende emballage.

Kyllingeinderfilet med ingefær og hvidløg med slikærter og forårsløg

Endnu en simpel ret herfra. I aften lavede jeg både ovenstående, samt kyllingefrikadeller, med æble-karry-sauce – så er aftensmaden sikret til min kone og børn når jeg er på business-rejse i morgen 🙂

Ingredienser

En pakke kyllingeinderfilet
2 fed hvidløg
en stump ingefær
en sjat soja
en bouillonterning
2-3 forårsløg
en stor håndfuld sukkerærter

Fremgangsmåde

I dag stegte jeg kyllingeinderfileterne i en smule vand og bouillon og tilsatte herefter en lidt revet ingefær og hvidløg og stegte videre et par minutter. Herefter tilsatte jeg resten af bouillonterningen, soya og en smule vand og lod det simre til kødet var gennemstegt. Lige inden servering blev sukkerærterne lagt i panden og dampet ca. 1 minut. Retten serves med f.eks. nudler eller ris og friske hakkede forårsløg.