Dag 4+5: Familiefest og kostplaner – sådan klarer du dig igennem

Weekenden stod på den årlige familiefest, hvor hele den store familie samles, spiser kæmpe store mængder mad og drikker fester hele natten – hvordan klarer man sig igennem sådan en weekend uden at falde i?

Jeg har et par værktøjer som jeg bruger, når jeg skal til fester og andre arrangementer, hvor jeg ikke selv kan bestemme menuen. For det første sørger jeg altid for at være i bil – så jeg jeg den perfekt undskyldning overfor mig selv, for hvorfor jeg ikke skal drikke alkohol. Og hvordan holder man sig så fra alle fristelserne? Personligt skærer jeg hjemmefra 300-400 gram grøntsager( f.eks. gulerødder, peberfrugt og agurker) i stænger og spiser dem i bilen på vej til fest – så er bunden lagt med gode vitaminer og mineraler, forbrændingen er sat igang og man er iøvrigt dejligt mæt. Hvis man er lidt fræk kan man godt gentage grøntsagsspisningen lidt i smug inden middagen og dermed holde endnu flere at fristelserne væk 🙂

Nu er det søndag aften, så nu mangler jeg kun dagens “7 minute workout”  og jeg ser frem til vejningen i morgen tidlig for at se, om første uge har båret frugt på vægten…

Søndagens aftensmad og opskrift er: Lakseburger med “kartoffelbøf” og avocado Glæd dig – den er LÆKKER!

Lakseburger med “kartoffelbøf” og avocado

Så er det tid til en lækker burger, som du kan spise med rigtig god samvittighed!

Ingredienser

2 store, flade fuldkornsboller
1 moden avodado
2 håndfulde frisk spinat
2 kartofler
200g røget laks
100g sukkerærter
en håndfuld frisk persille
to kviste dild

Fremgangsmåde

Tænd ovnen på 200 grader, så du kan varme bollerne lige inden de serveres. Skær kartoflerne i små stykker og kog dem til de er gennemkogte i en gryde med en smule salt. Skold imens sukkerærterne og hak dem fint sammen med persillen. Skrab avokadoen ud med en ske og mos den groft. Når kartoflerne er færdige moses de til en "fars" sammen sukkerærter og persille samt lidt salt og peber. Farsen formes til 2 runde bøffer. Varm og flæk nu bollerne og smør avocado på alle 4 halvdele. Læg et godt lag frisk spinat på underbollerne sammen med en "kartoffelbøf". Læg nu 100g laks i burgeren, pynt med lidt dild og læg "låget" på.

Glæd dig, den smager fantastisk!!!

Dag 3: Sådan beholder du motivationen til vægttabet

Det er nu dag 3 i mit “Projekt: tag dig sammen og lev et sundere liv” og det går jo strygende! Jeg ved godt, at jeg kun lige er startet men jeg har lyst til at stille mig på vægten hver eneste dag for at se, om der er sket noget – men jeg må kun veje mig én gang om ugen, så det må vente til efter weekenden.

Der er mange fristelser i hverdagen, og jeg har fundet et lille, men effektivt, trick til at holde min motivation. Da jeg satte mig for at ændre min livsstil satte jeg mig ned og skrev 10 positive ting ved et vægttab og livsstilsændring. Herefter prioriterede jeg listen så jeg havde de 3 ting, som jeg personligt så som de mest positive ting ved mit vægttab. Disse 3 ting har jeg memoreret, og dem trækker jeg frem hver gang jeg bliver fristet til at falde tilbage i de gamle usunde rutiner.

Mine 3 ting er alle ting, som jeg ser frem til, så jeg har ydermere også brugt tid på at forestille mig, hvordan mit liv vil se ud når mine 3 mest positive ting bliver virkelighed – og denne tanke kan også fastholde mig i mine nye, og langt sundere, rutiner.

De sidste par dage har jeg helt stramt udfyldt min kostplan i app’en MyFitnessPal. Den er gratis og er super værktøj til at se holde styr på dit kalorieindtag. Den gør det helt tydeligt hvor meget det “koster” at spise det ekstra stykke brød eller den ekstra portion aftensmad – for det koster i det samlede kalorieregnskab. For mit vedkommende har jeg sat mit daglige kalorieindtag på 1800 pr dag, og med MyFitnessPal kan jeg se, om der er overskud til et ekstra stykke brød eller en anden snack her om aftenen. Hvis ikke allerede du bruger MyFitnessPal, så er der hurtige point at hente her!

Billedet på dette blogindlæg er fra aftenens løbetur – lige før min trofaste løbemakker og motivator løb tør for strøm… (min iPhone) 🙂

Dagens opskrift er allerede lagt på siden: Nemme, hurtige tortilla wraps med oksekød

 

Nemme, hurtige tortilla wraps med oksekød

I dag stod den på hurtig aftensmad – det tager kun 20 minutter fra varerne tages ud af køleskabet til maden står på bordet!

Ingredienser

300 g hakket oksekød med lad fedtprocent
1½ dl græsk yoghurt
1 løg
1/2 hoved icebergsalat
2 tomater
½ tsk spidskommen
1-2 tsk karry
salt og friskkværnet peber
4 store tortilla wraps

Fremgangsmåde

Skær løgene i tynde både og svits dem i olie i en gryde i 4-5 minutter så de bliver bløde uden at tage farve. Tilsæt herefter oksekød og steg et par minutter. Når kødet har taget farve tilsættes karry og der steges videre et par minutter til kødet er gennemstegt. Herefter lægges der låg på og der slukkes for varmen. Rør spidskommen i yoghurten og smag til med salt. Hak tomaterne og skær salaten i tynde strimler. Varm 4 totilla wraps i ovnen i 1-2 minutter, hvorefter de smøres med yoghurten, fyldes med kød og grøntsager og rulles stramt til 4 lækre tortilla wraps. Velbekomme!

Kylling i kokosmælk med squash i karrysauce – Nem og hurtig opskrift

Nu kan du lave en lækker og sund aftensmad på kun 25 minutter. Læs her hvordan.

Ingredienser

300g kylling, inderfilet
1 frisk chili - styrke efter behag
frisk ingefær
1,6 dl kokosmælk
1dl Boulion (f.eks 0.5 boulionterning + 1 dl vand
1 stor squash
karry

Fremgangsmåde

Kog risene i ca 12 minutter imems du klargør resten af retten

Hak chilien fint (uden kerner) og riv ingefæren og rist karry, chili og ingefær ganske kort inden du lægger kyllingen på panden. Brun kødet af på begge sider. Hæld groft hakket squash på panden sammen med kokusmælk og boulion og lad det hele koge til kyllingen er gennemstegt.

Smag til og servér - du kan enten spise retten som suppe med risen som tilbehør, eller du kan bruge retten som sauce til dine ris. Velbekomme!

Dag 2: Mere energi og overskud – og motiverende “7 minute workout”

Allerede her på dag 2 kan jeg allerede høste frugten af den sundere livsstil. Mindre af den usunde kost og den daglige motion giver allerede mere energi og overskud i hverdagen – skønt!

Dagens tip må utvivlsomt være App’en “7 minute workout“. Undskyldningen for at få trænet hjemme er hermed 100% væk! Denne app guider dig igennem 12 nemme øvelser som kun tager 7 minutter at udføre. På trods af den korte, men intensive, træningstid så bliver man virkelig presset og får sved på panden – og så kan det også mærkes i både ben og arme dagen efter 🙂 Det koster 16 kr men er alle pengene værd. Jeg bruger app’en hver anden dag og løber de andre dage i løbet af ugen. På den måde får jeg dyrket motion hver eneste dag uden at det går ud over min daglige rytme.

Aftensmaden i dag var endnu en asitisk ret: Kylling i kokos med squash og ris

Thai Fiskefrikadeller, sauterede grøntsager og ris

Ingredienser

300 g torskefars
Rød karrypasta efter smag
En smule ingefær - revet
1 spsk kokosmælk light
En god håndfuld purløg

hvidløg efter behag (1-2 fed)
revet ingefær
1 mellemstort rødløg
½ fintrevet spidskål
½ dl kokosmælk light
1 spsk citronsaft

200 g ris

Fremgangsmåde

Sæt først risene over og kog dem til i ca 12 minutter

Rør torskefasen med karrypastaen, ingegær, kokosmælk og purløg og form små frikadeller med en ske. Steg dellerne på panden i 6-7 minutter på hver side ved middel varme

Imens dellerne steger hakker fi hvidløget fint, skærer rødløget i tynde både og strimler spidskålen fint. Varm først en smule olie i en wok sauter herefter alle grøntsagerne indtil kålen falder sammen. Tilsæt kokosmælk og kog op.

Færdig! Du kan nu nyde din lækre thai-inspirerede fiskefrikadeller med sauterede grøntsager og ris til.

Dag 1: Løbetur, masser af vand og “snacks”

Så er den første dag med livsstilsændring gået. Det er gået rigtig fint med kosten i dag, så der er ingen dårlig samvittighed i dag – selv de lækre scones der stod på bordet til eftermiddagskaffen kunne jeg sige nej tak til.

Da jeg har for vane at “snacke” virkelig meget når jeg er på arbejde allierede jeg mig med en 1 liters vandflaske, isterninger og en skål med masser af udskårne grøntsager – dette kunne holde snacklysten fra døren hele dagen 🙂

Efter aftensmaden stod den naturligvis på motion: en løbetur på 4 km som gik rigtig godt omend hastigheden ikke var den højeste – turen gik en tur Off-Road på Sporet: “Spor i landskabet”

Aftensmaden stod på Spicy fiskefrikadeller med sauterede grøntsager og ris – mums!

“Om 6 måneder ville du ønske, at du var startet i dag…”

… det var denne overskrift, der fik mig til at tænke mig rigtig grundigt om. Jeg har været overvægtig i snart halvdelen af mit liv (jeg er 30 år i dag) og jeg tænker mange gange i løbet af en måned at “nu skal det være slut” – men hver eneste gang falder jeg tilbage i de gamle rutiner og rytmer med alt for dårlig kost, og ingen motion.

Da jeg læste det citat, som jeg bruger som overskrift på dette indlæg, tænkte jeg: “Ja, havde jeg taget mig sammen lige efter nytår, så havde jeg formegentlig allerede nu været nede på min idealvægt…

Men nu er det nu. Denne blog skal være min daglige motivation, der minder mig om hvorfor jeg er gået igang med dette vægttab.

Udgangspunkt:
Vægt: 110,0 Kg
BMI: 32.5
Fedtprocent:  35%

Målsætninger:
– 90 kg inden julen 2015 (21 uger)
– Altså 1 kg vægttab om ugen.
– DHL-stafet i uge 34
– NUL sukker
– NUL sødestoffer
– NUL chips

Værktøjer:
– 7 minute workout 3-4 gange om ugen
– 30 minutters løb 3-4 gange om ugen
– Kalorietælling i MyFitnessPal

Blogkontrakt
– Hver dag: Indlæg med dagen status, hvis muligt opskrift på dagens aftensmad med billede
– Hver mandag: Vejning og billeder.